En 91-årig kvinde fra Korsør blev torsdag franarret penge og smykker af en falsk bankmedarbejder.
Kvinden blev tidligt torsdag morgen ringet op af en mand, som påstod at han var medarbejder i banken. Manden forklarede kvinden, at en kollega fra banken ville komme forbi og hjælpe med at sikre kvindens værdier, som skulle låses inde i en sikringsboks, som hun så efterfølgende ville få overdraget.
Kort efter kom en mand hjem til den 91-årige, og det lykkedes ham at få udleveret nogle kontanter og en guldhalskæde.
Efterfølgende anede kvinden uråd og kontaktede politiet, som nu behandler anmeldelsen som en bedragerisag.