En 90-årig kvinde fik mandag eftermiddag stjålet sin taske, da hun var ude at handle ved Bymidten i Værløse.
Tyveriet skete omkring klokken 15, hvor kvindens indkøbsvogn stod ved siden af hendes bil. Fra vognen blev hendes mørkeblå læderskuldertaske stjålet.
Tasken indeholdt blandt andet en iPhone, en mindre pung med 300 kroner og forskellige kort.
Kvinden beskriver gerningsmanden som 25-30 år, cirka 160 centimeter høj og muskuløs. Han var iført sort tøj og en sort kasket med hvidt print og medbragte en sort rygsæk. Ifølge kvindens beskrivelse var han sydamerikansk af udseende.
Efter tyveriet kontaktede den 90-årige politiet fra en lånt telefon og ville efterfølgende kontakte sin bank for at få spærret sine kort.




