En 75-årig mand er fortsat anholdt, efter at politiet torsdag aften fandt både cannabis og en kniv under en kontrol af rejsende, der var kommet i land fra færgen i Rødbyhavn.
Klokken 23.40 standsede politiets udlændingekontrol en britisk autocamper, som netop var kommet i land fra færgen.
Betjentene bemærkede en kraftig lugt af hash fra køretøjet, og en narkometertest viste ifølge politiet tegn på påvirkning af THC.
Den 75-årige fører blev derfor anholdt og sigtet for at have ført køretøjet i påvirket tilstand.
Under visitationen fandt politiet desuden en kniv i mandens bælte og 15,7 gram cannabis. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og loven om euforiserende stoffer.
Sagen er blevet forelagt Udlændingestyrelsen, som nu skal tage stilling til, om den 75-årige skal udvises af Danmark. Indtil videre er han fortsat anholdt.




