Kort før klokken 22 mandag aften blev en 64-årig kvinde fra Haslev anholdt og sigtet for såkaldt kvalificeret vold.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kvinden havde kort forinden – af endnu uafklarede grunde – slået ud efter en 12-årig dreng med en ukrudtskniv i form af et segl. Det skete på Stengårdsvej i Haslev, og kvinden slog efterfølgende ud efter den 12-åriges mor og viftede med seglet.
Et vidne overværede optrinet og forsøgte at berolige gemytterne, men det resulterede i, at han fik et overfladisk snit i en finger.
Den 64-årige blev kørt til politistationen i Næstved, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen i løbet af natten.