60 borgere til indbrudsmøde i Vallensbæk

Vallensbæk: Omkring 60 borgere kom til borgermøde om indbrud tirsdag aften på Korsagergård. Her var inspiration at hente til give hjemmet et indbrudstjek.

Det var Lokalrådet i Vallensbæk, som havde inviteret byens borgere til en informationsaften om, hvordan man selv kan forebygge indbrud i hjemmet.

Lokalrådet er et fast samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Vallensbæk kommune og handler blandt andet om at gøre en fælles indsats for at forebygge og bekæmpe kriminalitet.

Borgmester Henrik Rasmussen bød velkommen og derefter fortalte leder af lokalpolitiet Mikael Storgaard om Københavns Vestegns Politis indsats mod indbrud.

Færre indbrud i Vallensbæk
Mikael Storgaard oplyste blandt andet, at indbrud i boliger i Vallensbæk faldt med næsten 30 procent i 2010 i forhold til 2009. Han glædede sig over det pæne fremmøde:

– Vi har fået gode tilbagemeldinger fra dem, som kom. De sagde, at mødet havde inspireret dem til at gå hjem og give boligen et indbruds-eftersyn, siger Mikael Storgaard.

De fremmødte havde mulighed for at stille spørgsmål om indbrud, høre om nabohjælp og få råd og vejledning fra eksperter til, hvordan man kan gøre hjemmet mere sikkert. Der var også mulighed for at møde det lokale politi og borgmesteren:

– Jeg er glad for vores tætte samarbejde med politiet, og jeg synes det var godt at opleve at borgerne interesserer sig for det vigtige kriminalpræventive arbejde. Kun ved at hjælpe hinanden kan vi forebygge denne type problemer, siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.