Hele landet: Langt over halvdelen af de danske bilister – hele 59% – indrømmer, at de har smidt affald ud af bilen. De største affaldssyndere er de professionelle bilister, som sviner dobbelt så ofte som gennemsnittet. Der er dog samtidig en tendens til, at bilisterne er villige til at ændre deres dårlige vaner, viser en ny undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent.
Det står skidt til med skraldemoralen blandt landets bilister ifølge en ny undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent. Hele 59% indrømmer, at de har smidt affald ud af bilen, mens de ruller ud ad landevejen, motorvejen, skovvejen – eller slet og ret holder ved et lyskryds eller på en rasteplads.
Værst står det til blandt de bilister, som kører mere end 30.000 kilometer om året. Heriblandt vil man formentlig finde flest “professionelle” bilister, så som kørende sælgere og forskellige typer chauffører. Knapt hver tiende i denne gruppe siger, at de “altid” eller “ofte” smider affald ud af bilen – det er mere end det dobbelte af gennemsnittet blandt bilister.
Undren over synderne
Direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen, undrer sig over, at det netop er denne gruppe bilister, som er værst:
– Vi havde måske troet, at de, som kører på vejene hver dag og ser det svineri, der ligger rundt omkring, ville tænke lidt mere over, hvad de gør. Men vi tager oplysningen til os, og så håber vi at kunne ramme især den målgruppe med den kampagne, vi lancerer til sommer omkring affald på vejene.
Miljøminister Karen Ellemann (V) har selv været med til at indsamle affald langs de danske veje og har derfor med egne øjne oplevet danskernes flossede skraldemoral:
– Desværre er svineriet med affald ikke kun begrænset til vejene. Når jeg løber i skovene omkring min bopæl eller går i en offentlig park, bliver jeg ofte irriteret ved synet af plastikposer, pizzabakker og andet henkastet affald. Samfundet må hvert år bruge op mod en halv milliard kroner på at rydde op, og det er uacceptabelt. Derfor har regeringen blandt andet skærpet bødestraffen, så bøderne for at smide affald på gaden og i naturen nu har en størrelse, der er til at forstå, og vi har indført pant på kildevandsflasker. Men i bund og grund handler det om, at hver enkelt borger tager personligt ansvar for vores fælles natur.
Skod skal ud
Det er alle former for affald, der ender langs de danske veje. Tyggegummi, frugt, ispinde, småt papir og cigaretskod er det, der ligger mest af, men alt fra dåser og flasker til fastfoodemballage og plastikposer ryger også med mellemrum samme vej.
Cigaretskod er dog det, der mest konsekvent ryger ud af vinduet. Stort set alle rygende bilister har smidt skod ud af vinduet på et tidspunkt, og næsten halvdelen siger, at de gør det “altid” eller “ofte”. Og det ser endnu værre ud med de unge mellem 18-35 år. Tæt ved fire ud af fem i denne aldersgruppe smider altid eller ofte deres skod ud, når de har røget i bilen. Det samme gælder for under 20% af bilisterne over 56 år, trods det, at der findes flere rygere i denne aldersklasse.
– Det ser desværre ud til nærmest at være normaladfærden blandt de unge at dumpe skoddene på vejen. Der skal klart ændres nogle vaner, så der ikke bliver smidt noget ud ad vinduet, men man i stedet venter, til der er et passende sted at smide dem ud. Det tager naturen helt op til 5 år at nedbryde et cigaretskod, siger Anne Holm Hansen.
Kvinder skjuler svineriet
Kigger man på kønsfordelingen i forhold til hvor ofte, der bliver smidt affald ud af bilen, er der ikke den store forskel. Til gengæld er der en tendens til, at kvinderne i lidt højere grad end mændene foretrækker at smide affaldet ud af bilen, hvor det ikke opdages så nemt. For eksempel sviner flere kvinder langs landeveje og i skoven, mens mændene ikke virker som om, de prøver at skjule det, når de i højere grad smider affald i lyskryds, på rastepladser og på til- og frakørselsramper.
Det generer ikke nogen…
Der er mange forskellige undskyldninger for at smide affaldet på vejene, men den mest brugte, som hver femte nævner, er, at “det generer ikke nogen”. Godt hver sjette gør det, fordi “det er det nemmeste”. Også her er der forskel på kønnene. Mændene trækker lidt oftere standardbegrundelserne “nemt” og “det generer ikke nogen”, mens kvinderne virker mere optagede af at finde en begrundelse og oftere svarer “det er ulækkert at have i bilen”, og “der er ikke noget sted at gøre af det”.
Vil gerne svine mindre
Trods svineriet langs de danske veje er der håb om bedring. Bemærkelsesværdigt mange af deltagerne i undersøgelsen efterlyser nemlig bedre muligheder for at komme af med affaldet og skoddene inde i selve bilen, så det ikke ligger og sviner og lugter. Den del tager Hold Danmark Rent derfor også fat på i det store projekt, som kommer til at køre til sommer i samarbejde med en række danske virksomheder og organisationer. Projektet sætter fokus på de danske veje og det affald, folk smider ud ad vinduet.