49-årig sigtet for vold efter overfald i Hvalsø

Politiet blev lørdag klokken 23.45 kontaktet af en borger, som havde overværet et overfald på Tølløsevej i Hvalsø i Lejre Kommune.

Ifølge anmeldelsen blev en kvinde trukket ud af en bil og udsat for flere spark af en mand. Efterfølgende kørte manden fra stedet uden kvinden.

En patrulje fik kort efter standset bilen. Føreren var en 49-årig mand, som oplyste til politiet, at kvinden var hans kæreste, og at de havde været ”oppe at toppes”.

Patruljen vurderede, at manden var påvirket af stoffer. Han blev derfor kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve, mens politiet ransagede bilen.

Under ransagningen fandt politiet en økse i bilen.

Den 49-årige blev sigtet for vold, kørsel under påvirkning af stoffer samt for overtrædelse af våbenloven.

Kvinden havde ikke fået skader og ønskede ikke at modtage hjælp fra politiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.