Hele landet: Politiets landsdækkende spirituskontrol i Kristi Himmelfartsferien afslørede, at ikke alle kunne finde ud af, at adskille alkohol og kørsel.
I alt blev 37 bilister og syv knallertkørere taget med en promille højere end 0,5 og de blev dermed sigtet for spirituskørsel.
I løbet af den fire dage lange målrettede kontrol, standsede politiet også 164 bilister, som ikke brugte sikkerhedssele og otte, som ikke havde spændt børn fast i bilen – det sidste gav klip i kørekortet.
Otte bilister kørte bil i frakendelsestiden og 24 havde slet ikke noget kørekort, da politiet bad om at se det.
Politiet standsede i alt 3.942 køretøjer og konstaterede 529 overtrædelser af færdselsloven i løbet af kontrollen.
Leveret af: iNyheder.dk