Retten i Nykøbing Falster afsagde i mandags dom i en sag, hvor en 37-årig mand fra Stege blev dømt for at have haft seksuelt samkvem med sin på daværende tidspunkt 13-årige svigerinde.
Manden blev dømt efter anklageskriftet og retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at han på grund af sin familiemæssige tilknytning til pigen samt den store aldersforskel havde udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed til at skaffe sig samleje og andet seksuelt forhold med hende.
Manden blev idømt halvandet års ubetinget fængsel, hvilket stemmer overens med praksis på området.
– Sagen har fejlagtigt i pressen været omtalt som voldtægt og vi har derfor fundet anledning til at forklare, at der ikke har været tale om voldtægt, da forholdene ikke er begået ved vold, trusler eller ulovlig tvang udtaler advokaturchef Christina Tassing.
Den 37-årige modtog dommen.