En 36-årig mand fra Albertslund blev søndag aften anholdt på Stationspladsen i Haslev, hvor han ifølge politiet havde optrådt højtråbende og blottet sig over for flere forbipasserende.
Politiet blev tilkaldt til stedet, efter at manden var ankommet i bil og havde parkeret.
Den 36-årige blev anholdt klokken 21.12 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for blufærdighedskrænkelse.
En alkometertest viste desuden, at mandens promille var højere end to. Han blev derfor også sigtet for spirituskørsel, og bilen blev beslaglagt på stedet.
Politiet konstaterede samtidig, at manden var frakendt førerretten. Derfor blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Bilens ejer er blevet sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden kørekort.




