23. november 2024

Tivoli har de seneste to år arbejdet strategisk og målrettet for at skabe liv i Glassalen og Koncertsalen året rundt og dermed også gøre sig til en af Danmarks største spillere inden for scenekunst, musicals, ballet, revy og musik.

Strategien har båret frugt for i 2014 fik hele 300.000 publikummer sig en kulturel oplevelse i en af Havens to sale. Med et salg i den størrelsesorden har Tivoli yderligere manifesteret sin position som en af Danmarks allerstørste kulturproducenter. I 2015 udbydes et rekordstort antal billetter og allerede nu er der solgt langt over 100.000 af de over 400.000 billetter, der er sat i salg til fx musicalen Dirty Dancing, farcen Den Grønne Elevator og Teaterkoncert Come Together.
Der kan i 2014 ses tilbage på et år, hvor det både kunstnerisk og kommercielt er gået over alle forventninger. Forestillingerne Grease, Den Grønne Elevator, Tivolis nye sommerrevy TAM TAM, Alvin Ailey American Dance Theatre, Royal Ballet og Nøddeknækkeren samt diverse gæstespil har tilsammen solgt 295.000 billetter. Oveni kan der lægges et billetsalg på musicalen Dirty Dancing The Musical, der før premieren til februar har skrevet sig ind i historien som Danmarks hurtigst sælgende musical med et salg på over 115.000 billetter.

– Strategien om at øge antallet af egne teaterproduktioner, der skal tiltrække flere gæster til Tivoli skal bidrage til at gøre os til en helårsforretning. Det er derfor meget tilfredsstillende, at 300.000 publikummer i 2014 købte billet til en forestilling hos os. Udover den kommercielle succes er det også glædeligt, at forestillingerne er blevet rigtig godt modtaget af anmelderne. Med udsigt til et stort klassisk musikprogram til sommer samt genopsætningen af Come Together med sange fra Lennon & McCartney senere på året, er vi klædt godt på i 2015, hvor vi går efter at gøre det lige så godt som sidste år, siger underdirektør Kultur i Tivoli Nikolaj Koppel

Også Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst er godt tilfreds:

– Det er med stor tilfredshed, at vi udover de mange solgte billetter også har ramt et højt kunstnerisk niveau på Tivolis egne produktioner. Samtidig har de eksterne produktioner som lejer sig ind i Tivoli også haft en flot sæson. Alt sammen noget der har fået flere til at gå ind og se en musical, en ballet eller haft en sjov aften i selskab med vores nye sommerrevy. Vi er nu så stor så en kulturproducent på markedet, at vi drømmer om, at noget af det første man tænker på er Tivoli, hvis man en aften gerne vil have en kulturoplevelse.

Nye forestillinger på vej
I 2015 bliver der sat 410.000 billetter i salg, hvoraf Tivolis egne produktioner står for ca. 260.000 billetter. Publikum kan se frem til musicalen Dirty Dancing, lystspillet Den Grønne Elevator og i maj slås dørene igen op for Tivolis sommerrevy TAM TAM i Glassalen. Til november får alle mulighed for at fejre, at John Lennon ville have rundet 75 år i forbindelse med Nikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann genopsætning af Come Together. Dertil kommer Tivoli Festival med over 50 klassiske koncerter. Flere nye teaterforestillinger er i støbeskeen til 2016 og 2017 og vil løbende blive offentliggjort i år. Koncertsalen og Glassalen tilsammen rummer over 2500 pladser.

Udover Tivolis egne produktioner vil der være en række eksterne produktioner, som lejer sig ind i Tivoli. Mest kendt er Ørkenens Sønner, City Singler, Crazy Christmas Cabaret, Eventyrteatret, men også Mastodonterne kommer forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.