Juleaftensdag blev en 30-årig mand fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved, sigtet for kvalificeret vold.
Ifølge politiet havde den 30-årige tilsyneladende med vilje kørt ind i en 35-årig mand, som kom gående i fodgængerfeltet i rundkørslen med Valbyvej og Ndr. Ringgade i Slagelse. Det var sket lillejuleaften kort før klokken 19.30.
Den 35-årige blev kørt til behandling for sine kvæstelser på sygehuset i Slagelse.
Ved grundlovsforhøret blev den 30-årige varetægtsfængslet frem til den 10. januar. Politiet har beslaglagt hans bil.