En 30-årig mand fra Korsør er blevet sigtet for i alt 10 tilfælde af butikstyveri fra det samme supermarked i Slagelse.
Politiet blev onsdag formiddag kaldt til forretningen, efter at en kunde var gået gennem kassen uden at betale for nogle sodavand. Manden var væk, da politiet nåede frem, men betjentene genkendte ham på butikkens overvågningsbilleder.
Den 30-årige blev efterfølgende anholdt på en adresse i Slagelse klokken 10.18.
Ifølge politiet viste det sig, at manden siden den 18. august tilsyneladende adskillige gange havde stjålet forskellige varer fra den samme forretning. Han blev derfor sigtet for i alt 10 tilfælde af butikstyveri.
Efter en afhøring blev manden løsladt igen klokken 12.48.




