En 30-årig udenlandsk mand blev torsdag idømt fængsel i 30 dage og blev udvist af Danmark for tyveri af tøj for omkring 50.000 kroner.
Den 30-årige blev anholdt onsdag eftermiddag efter han havde stjålet shorts og forskelligt andet tøj i en tøjforretning på Nytorv i Slagelse.
Han havde to poser med tøj med sig, og poserne var foret for at skærme af for tyverialarmen.
Det blev opgjort, at der manglede varer i forretningen for omkring 50.000 kroner.
Torsdag blev den 30-årige fremstillet i retten i grundlovsforhør, der endte med en straksdom. Han blev overført til afsoning af straffen med det samme.