23. november 2024

Modelfoto: <a href="https://pixabay.com/users/Pexels/">Pexels</a> / Pixabay

Modelfoto: Pexels / Pixabay

En 29-årig mand fra Herlev er blevet dømt for bl.a. at uploade nøgenfotos og sexvideo af sin ekskæreste på internettet med ansigt, navn og telefonnummer.

Dommen faldt torsdag i sidste uge ved Retten i Glostrup.

Det var tilsyneladende uenighed om ophør af samliv og samkvem med fælles barn, som fik en nu 29-årig mand til at forfølge sin ex-kæreste i flere måneder fra februar til maj sidste år.

Ifølge tiltalen truede han hende flere gange skriftligt på livet, hvilket medførte, at Københavns Vestegns Politi i februar det år gav ham et tilhold mod at opsøge hende.

Han sad også tiltalt for at oprette en falsk annonce, som tilbød prostitution på en escort-hjemmeside, med hendes rigtige profilbillede, navn, telefonnummer og nøgenbilleder af hende. Og på otte internationale pornosider uploadede han en sexvideo, han havde optaget sammen med hende, med hendes fulde navn og ansigt til frit gennemsyn for alle.

Retten fandt 29-årige skyldig i hele anklageskriftet og idømte ham et års ubetinget fængsel for at true hende på livet, krænke hendes blufærdighed, videregive privat materiale af hende uberettiget og overtræde forbuddet mod at opsøge hende.

– Det er dybt krænkende at blive eksponeret ufrivilligt på den måde med navn, telefon og ansigt, og hele retssystemet holder fokus på at komme disse digitale sexkrænkelser til livs. Det afspejler sig også i straffen, som har sendt ham et år i fængsel, siger anklager Teuta Memeti, Københavns Vestegns Politi.

Den 29-årige nægter alt – bortset fra truslerne – og ankede på stedet til frifindelse, subsidiært til formildelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.