Hele landet: Politiets seneste spiritus- og narkotikakontrol afslørede over 1000 forseelser blandt de godt 10.000 kontrollerede køretøjer.
I perioden fra mandag den 4. juni til og med søndag den 10. juni gennemførte politiet en landsdækkende indsats mod spiritus- og narkotikapåvirkede førere.
I alt 10.265 køretøjer blev standset og der blev konstateret i alt 1.092 forseelser.
56 førere af motorkøretøjer blev sigtet for at køre spirituskørsel og 7 for at være påvirket af narkotika eller medicin. 18 førere af knallert blev sigtet for at køre spirituskørsel.
Ifølge Politiet fik 286 personer bøde for ikke at bruge sikkerhedssele. Politiet snuppede også 63 personer, som kørte bil, selvom de ikke havde erhvervet kørekort og 21 personer der kørte, selvom de var frakendt kørekortet.
287 sigtet i alt
Uden for de målrettede kontroller blev der også fundet spiritus-, narko- og medicinpåvirkede bilister. På landsplan er der i perioden i alt sigtet 287 personer for spirituskørsel heraf 32 i forbindelse med færdselsulykker. 71 personer blev sigtet for narko-/medicinkørsel heraf 1 i forbindelse med færdselsulykke.
Politiet fortsætter indsatsen mod spirituspåvirkede bilister henover sommeren. I sommerperioden sker mange spritulykker, fordi de mange lyse aftener indbyder til socialt samvær, fester og hygge med god mad og drikke.