På sit møde i onsdags blev kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune orienteret om magtanvendelser foretaget over for voksne borgere med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne i kommunen.
Orienteringen omfatter både borgere i kommunens egne tilbud og borgere visiteret til tilbud i andre kommuner.
Formålet er at give et samlet overblik over de magtanvendelser, der er registreret og behandlet i 2024. Sagen har været behandlet i Social og Sundhedsudvalget og blev taget til efterretning i Kommunalbestyrelsen.
Magtanvendelser kan forekomme i situationer, hvor borgere ikke kan tage vare på sig selv eller udgør en fare for sig selv eller andre. Reglerne er fastlagt i serviceloven og omfatter blandt andet fastholdelse, anvendelse af seler og tryghedsskabende velfærdsteknologi.
I 2024 blev der registreret i alt 22 magtanvendelser i de almindelige kategorier, fordelt med én i kommunens eget tilbud og 21 i eksterne tilbud. I 2023 var det samlede antal otte. Det altså en stigning på 14 magtanvendelser, primært i de eksterne tilbud, hvor antallet er steget fra 8 til 21.
Der blev desuden registreret to tvangsflytninger i 2024, hvilket svarer til antallet året før i samme kategori.
Sorø Kommune har et indstillingsudvalg, der behandler alle indberetninger om magtanvendelser og ansøgninger om forhåndsgodkendelser. Udvalget består blandt andet af en jurist, ledere fra Social Service samt fagpersoner inden for demensområdet. Udvalgets behandling skal sikre ensartet vurdering og korrekt håndtering af sagerne.
Administrationens vurdering er, at læringsperspektivet for medarbejderne er et væsentligt element i arbejdet med magtanvendelser, og at der fortsat skal være fokus på løbende indberetning.
Kommunalbestyrelsen tog orienteringen til efterretningen, dog fremgår det af referatet, at Bo Bjerre Mouritzen (Udenfor partierne) ikke kunne tage punktet til efterretning, da han ikke kan godkende en indstilling, der efter hans vurdering ikke forholder sig til kvaliteten af de anvendte tilbud eller tilsynet med deres faglige udvikling, særligt i lyset af stigningen i magtanvendelser i de eksterne tilbud.




