Haslev: I et grundlovsforhør i retten i Næstved fredag blev den 24-årige mand, som blev anholdt tidligt fredag morgen efter en biljagt, varetægtsfængslet frem til den 16. august.
Den 24-årige er sigtet for flere overtrædelser af straffeloven, blandt andet for røveri, vold mod tjenestemand og grov vold, for at forvolde fare for andre, for indbrud og for brugstyveri af den bil, han brugte efter røveriet. Han blev fængslet af hensyn til gentagelsesrisikoen.
Den 24-årige blev anholdt efter en længere biljagt, som først sluttede i Nykøbing F. Her blev han sigtet for et indbrud, der var begået fredag klokken 4.05 i guldsmedeforretningen Focus i Jernbanegade i Haslev, hvor tyven havde smadret en rude og stjålet en håndfuld forskellige ure og smykker. Han ræsede derefter fra stedet i en Volvo, fortalte vidner fra nabolaget, der var blevet vækket af støjen.
En politibil så flugtbilen på Sydmotorvejen, hvor den var på vej sydpå, men ved afkørslen ved Nørre Alslev bakkede Volvoen ind i politibilen, som dermed blev sat ud af spillet. En anden politibil var lige i hælene på tyven og kunne optage forfølgelsen. På Hans Ditlevsensvej i Nykøbing smed den 24-årige bilen fra sig og stak i løb – men skarpt forfulgt af en politihund. Han opgav flugten på Gartnervej, hvor han blev anholdt og sigtet for indbruddet.