22. november 2024

Slagelse: En 24-årig iransk statsborger blev mandag idømt 1 år og 9 måneders fængsel for forsøg på voldtægt og anden kønslig omgængelse end samleje med en 18-årig pige i Slagelse midtby.

Den 24-årige passede pigen op på Klingenberg i Slagelse. Hun havde netop ringet efter sin kæreste, som ville komme og hente hende. Inden han nåede frem, havde den 24-årige truet pigen til at trække sine bukser ned og væltet hende omkuld på fortovet. Han forsøgte at gennemføre samleje med hende, hvilket mislykkedes. Derefter trak han hende ind i en gyde, hvor han tvang hende til oralsex.

Da pigen så kæresten køre forbi gyden, bed hun gerningsmanden i hans lem, hvorefter hun kunne løbe over til kæresten. De ringede straks til politiet og sagde, at pigen var blevet forsøgt voldtaget, og at pigen havde bidt gerningsmanden i lemmet.

Gerningsmanden, der havde fået voldsomme skader på sit lem, opsøgte en ven på et diskotek. Vennen rettede henvendelse til politiet og sagde, at hans ven var blevet bidt i lemmet. På den måde fandt man hurtigt frem til gerningsmanden.

Retten i Næstved udmålte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder og gerningsmanden blev udvist af Danmark for bestandigt. Han skulle endvidere betale 54.000 kr. i erstatning til pigen.

Den 24-årige ankede dommen til Østre landsret med påstand om frifindelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.