En 49-årig mand blev slået i ansigtet, da to bilister fredag eftermiddag ragede uklar efter de tilsyneladende havde generet hinandens kørsel over en længere strækning på Sydmotorvejen.
Den 49-årige, der er fra Næstved, kørte fra motorvejen ved afkørslen ved Tappernøje, og den anden, en 23-årig mand fra Hvidovre, var ikke kølet af, så han fulgte efter. Den 49-årige standsede, og det kom til korporligheder mellem de to bilister. Den 49-årige fik en knytnæve i ansigtet, hvorefter den 23-årige kørte fra stedet.
Imidlertid havde han tabt sin pung, så det var relativt ukompliceret for politiet at finde frem til ham.
Den 23-årige blev anholdt og sigtet for vold. Han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen.