En 23-årig mand blev søndag morgen overfaldet på Roskilde Station af en gruppe unge.
Midt- og Vestsjællands Polit modtog søndag morgen ved halv otte-tiden en anmeldelse fra en 23-årig mand, som fortalte, at han tidliger epå morgenen var blevet overfaldet af en gruppe unge i en glasventesal på en perron på stationen.
Overfaldet var sket i tidsrummet kl. 05.45 til 06.00.
Den 23-årige opholdt sig i ventesalen, da gruppen kom ind, og den 23-årige faldt i snak med en af dem. De blev dog uenige, hvorefter den unge slog den 23-årige med et knytnæveslag i hovedet, så han faldt ned på gulvet. Herefter begyndte flere fra gruppe at sparke den 23-årige i hovedet og på kroppen. Det lykkedes offeret at løbe væk med gruppen bagefter og gemme sig, inden gruppen forsvandt i ukendt retning.
Den unge mand, som startede med at slå den 23-årige, blev beskrevet som:
A: Mand, dansk af udseende, 18-20 år. Han var 175-180 cm høj og fedladen af kropsbygning med hvid hudfarve, kort, lyst hår. Han var skeløjet og havde pandehår ned til øjenbrynende. Han var iført mørkeblå jeans og talte dansk.
Den 23-årige pådrog sig diverse overfladiske skrammer som følge af overfaldet, hvor politiet nu forsøger at få identificeret gruppen via bl.a. eventuel overvågning på togstationen.
Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket gruppen på togstationens område og på perronen (for tog mod København) søndag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.