Brøndby: En 20-årig mand er blev idømt fire år og seks måneders ubetinget fængsel for røveri mod en pengetransport.
Tirsdag den 31. marts 2009 ca. kl. 20.40 begik mindst to bevæbnede gerningsmænd røveri mod en værditransport fra firmaet Dansk Værdihåndtering.
Værditransporten havde netop forladt Dansk Værdihåndtering på Kornmarksvej i Glostrup, da to biler tvang den til at stoppe i krydset ved Kornmarksvej og Vallensbæk Torvevej i Brøndby.
En gerningsmand truede med pistol chaufføren til at stige ud af bilen og lægge sig på kørebanen. Den anden gerningsmand tømte imens værditransportens varerum for et beløb på ca. 8 millioner kr., primært i udenlandsk valuta.
Gerningsmændene flygtede derefter ad Vallensbæk Torvevej mod syd i den ene af de to biler.
Anholdt i Jylland
Den 20-årige blev anholdt den 27. juli på en adresse i Jylland og har siddet varetægtsfængslet lige siden.
Sagen blev tirsdag eftermiddag afgjort som en tilståelsessag under et lukket retsmøde i Glostrup Ret. Den 20-årige fik en fællesstraf, som også inkluderede en betinget fængselsstraf på seks måneder for brandstiftelse. Han blev dømt for i alt fem forholdt af særligt groft røveri, brugstyveri og brandstiftelse.
Den 20-årige blev efter domsafsigelsen sendt direkte til afsoning.