En 20-årig mand fra Slagelse er blevet sigtet for bl.a. biltyveri efter et færdselsuheld tirsdag morgen.
På et tidspunkt fra søndag aften til tirsdag morgen blev der stjålet en bil, der holdt parkeret på Park Alle i Skælskør.
Bilen blev efterlyst.
Tirsdag morgen skete der et færdselsuheld på Elmedalsvej i Slagelse, hvor den stjålne bil kørte ind i en lygtepæl. Der var en 20-årig mand fra Slagelse i bilen, og han blev anholdt klokken 8.38 og sigtet for brugstyveri af bilen. Da han blev visiteret, fandt betjentene 0,66 gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 20-årige blev afhørt på politistationen i Slagelse og løsladt igen i løbet af formiddagen.




