22. november 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

En 20-årig mand fra Køge er blevet varetægtsfængslet, sigtet for indbrud hos en autoforhandler natten til søndag.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man klokken 03.26 via et alarmselskab fik en melding om, at en tyverialarm var gået i gang hos en autoforhandler på Unionsvej i Køge, og man via overvågningen kunne se nogle personer gå rundt mellem de udstillede biler.

Politiet kørte til området med flere patruljer og kunne hos autoforhandleren konstatere, at der var klippet et stort hul i hegnet ind til forhandlerens område med udstillede biler.

En patrulje fandt kort efter en uindregistreret personbil forulykket på Værkstedsvej, hvor bilen var kørt ind i et træ. Føreren var stukket af fra stedet og blev ikke fundet af en hundepatrulje, der forsøgte at finde spor på stedet.

Politiet undersøgte både biludstillingen og den forulykkede bil for tekniske spor.

Kl. 05.19 meddelte alarmselskabet, at der igen var aktivitet på området, idet en fremmed person kunne ses.

Politiet kørte derfor igen til området og traf på Egedesvej en uindregistreret personbil med en 20-årig mand fra Køge bag rattet. Han blev anholdt som mistænkt for indbrud hos autoforhandleren, som samlet havde fået stjålet i alt fire biler ved de to indbrud.

De to af bilerne var nu til stede, men en Suzuki Grand Vitara og en Suzuki S-Cross – begge hvide og uindregistrede – manglede stadig.

Politiet kunne derfor mistænke den anholdte for at have været i ledtog med flere andre, p.t. ukendte medgerningsmænd.

Den 20-årige mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbigt til den 20. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.