Brøndby: 26-årig mand fra Hvidovre idømt 2½ års ubetinget fængsel for grov vold og besiddelse af en pistol på offentlig gade, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Han skød den 21. juni 2010 klokken 21.19 mod benene på en 21-årig mand fra Ishøj. Det skete på ’Sivstien’ i Brøndby Strand i et internt opgør. Et skud ramte den 21-årige i låret og strejfede derefter læggen på hans andet ben.
Mistanken rettede sig snart mod den 26-årige, og efter intens efterforskning blev han i august 2010 varetægtsfængslet in absentia. Ultimo september valgte han at melde sig selv og blev varetægtsfængslet.
Dommen faldt i dag – torsdag den 3. februar – ved Glostrup Ret. Dømte modtog dommen og blev kørt direkte til afsoning.
– Dommen sender et klart signal om, at interne opgør løst gennem skyderier på offentlige steder er fuldstændigt uacceptable, udtaler anklager Michael Winther.