Maribo: En 18-årig mand fra Maribo er blevet overført til Rigshospitalet efter et færdselsuheld på Engtoftevej ved Maribo.
Uheldet skete ved 19-tiden ved Refshale Byvej, da den 18-årige kom cyklende mod vest. Af ukendte grunde svingede han ifølge politiet pludselig ud foran en bil, som kørte i samme retning.
Bilisten – en 29-årig mand fra Sakskøbing – kunne ikke undgå påkørslen.
Den 18-årige blev i første omgang kørt til sygehuset i Nykøbing F., men blev i løbet af aftenen overført til videre behandling på Rigshospitalet.