En 18-årig svensk mand er ved Retten på Frederiksberg blevet idømt seks år og seks måneders fængsel efter at have tilstået sin rolle i et drabsforsøg samt forsøg på våbenbesiddelse.
Sagen er efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Under retsmødet erkendte den 18-årige, at han sammen med både kendte og ukendte medgerningsmænd i perioden fra den 25. april til den 1. maj 2025 forsøgte at dræbe en for ham ukendt person. Han tilstod desuden, at han via krypteret kommunikation havde søgt at rekruttere en person til at begå drab i Danmark mod et løfte om betaling på én million kroner.
Den 18-årige blev i maj 2025 anholdt af svensk politi efter anmodning fra NSK og efterfølgende udleveret til Danmark. Sagen indgår i et internationalt politisamarbejde under Europol Task Force ’OTF Grimm’, som Danmark deltager i sammen med 10 andre lande.
Ifølge politiet er der tale om et tilfælde af såkaldt Violence as a Service, hvor personfarlig kriminalitet udføres på bestilling. Sagen er en del af et større sagskompleks, som efterforskes af NSK i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet og Københavns Politi.
Den 18-årige blev samtidig udvist af Danmark for bestandigt. Han har taget betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.
:NB:




