Køge: Kort efter klokken 18 onsdag aften fik politiet en melding via 112 om at der netop var blevet begået røveri mod Rema 1000 i Ølbycentret.
En maskeret mand klædt i sort tøj og med solbriller var kommet ind i butikken hvor han truede med en køkkenkniv og forlangte at få kassebeholdningen udleveret.
Den 17-årige mandlige kassemedarbejder efterkom røverens ordre og lagde pengene i røverens medbragte Fakta-plastpose. Da kunder og øvrig personale i supermarkedet blev opmærksom på røveriet, løb røveren fra stedet, men blev forfulgt af både personale fra Rema 1000 og øvrige butikker i Ølby Centret. Det lykkedes dog for røveren at forsvinde på stisystemerne.
Politiet kørte til området med flere patruljer og ledte efter røveren både i biler og til fods i området og på stisystemerne ved centret.
Efter ca 20 minutter traf en patrulje på en P-plads i centret en forpustet ung mand, hvis beklædning svarede til røverens tøj. Han oplyste at have været ude at motionere iført almindeligt tøj, men da hans beklædning ved nærmere undersøgelse viste sig at være identisk med det tøj, som røveren havde på under røveriet, anholdt politiet den unge mand – en 17-årig fra Roskilde – som mistænkt for at være røveren.
Da han blev visiteret fandt politiet både en elefanthue og solbriller, men hverken pengene eller kniven. Derfor blev den formodede flugtrute undersøgt ved hjælp af politihunde, men det lykkedes ikke at finde køkkenkniven eller udbyttet.
Den 17-årige blev taget med til politistationen i Roskilde, hvor han blev afhørt som sigtet for at være gerningsmand til yderligere tre røverier mod supermarkeder i Roskilde i løbet af marts måned. Han har erkendt forholdene.