Haslev: Tre sigtelser og en anholdelse blev resultatet af to politibetjentes velmente henstilling til en 17-årig mand.
Klokken 00.20 i nat kom betjentene kørende i Jernbanegade i Haslev, da en mand – som var travlt optaget af at sms’e – gik ud på Jernbanegade.
Betjentene bad ham venligt om at være lidt mere opmærksom, når han gik på gaden, men det tirrede den 17-årige, som blev vældig ophidset. Han ville ikke opgive sit navn til politiet, og da betjentene anholdt ham, satte han sig til modværge og måtte lægges i håndjern. Den unge mand blev taget med til politistationen i Næstved, og under visitationen fandt politiet en springkniv i hans jakkelomme.
Den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, retsplejeloven og ordensbekendtgørelsen.