Politiet standsede kort før klokken et natten til onsdag en bil på Fortunvej i Charlottenlund.
Bag rattet sad en 17-årig mand fra København.
Et narkometer viste, at den unge bilist formentlig havde kørt bil under påvirkning af kokain, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Den 17-årige manglede ligeledes en ledsager under kørsel grundet sin alder, og i bilen blev der fundet en mindre mængde kokain, hvilket han, ifølge Nordsjællands Politi, også bliver sigtet for.
Den 17-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder vedrørende hans formodede påvirkning af euforiserende stoffer.