22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/succo/">succo</a> / Pixabay

En 17-årig pige fra Slagelse er blevet frifundet for trusler. Anklagemyndigheden overvejer om frifindelsen skal ankes.

Pigen lagde natten til den 12. september i år et billede op på Instagram og skrev, at hun ”… bliver den næste school shooter guys, LMAO watch out”. Det opslag så bekymrede borgere og anmeldte det til politiet.

Da den 17-årige næste morgen mødte til undervisning på Slagelse Gymnasium, blev hun anholdt og sigtet for trusler.

Mens sagen har været efterforsket, har den 17-årige været på fri fod, og under hele sagen har den sigtede afvist, at hun kunne finde på at føre truslen ud i livet.

– Trusler er noget, politiet tager rigtig alvorligt. Og når det som her handler om trusler om et skoleskyderi, er det klart, at vi må reagere. Derfor var der også adskillige politibetjente til stedet på gymnasiet den pågældende morgen, og derfor har anklagemyndigheden efterfølgende fundet grundlag for at rejse tiltale mod den 17-årige for trusler. Jeg har noteret mig, at retten frifandt den tiltalte. Det er ikke i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, og spørgsmålet om anke vil nu blive forelagt Statsadvokaten, siger senioranklager Rune T. Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.