Kort før klokken 19.30 blev politi, ambulance og akutlæge sendt til Dalen i Holbæk, efter melding om, at en 16-årig dreng var blevet stukket med kniv i bagdelen.
Den 16-årige blev kørt til behandling på skadestuen.
I forbindelse med efterforskningen, fik politiet kontakt til flere personer, som kunne udpege gerningsstedet til at være mellem nogle boligblokke på Steenstrup Allé. Her var den 16-årige gået sammen med en kammerat, da han pludselig blev stukket i bagdelen. Efterfølgende flygtede den 16-årige og kammeraten mod Dalen, ikke langt derfra.
Politiets efterforskning klarlagde også, at en 15-årig ung, lokal mand kunne mistænkes for knivstikkeret. Selvom politiet ledte intensivt efter den 15-årige forskellige steder i Holbæk, lykkedes det ikke at finde ham.
Fredag ved middagstid eftersøgte politiet fortsat den 15-årige med henblik på anholdelse og afhøring til sagen, som politiet betegner som grov vold med udspring i en personlig konflikt mellem unge, der i forvejen kender hinanden.
De sociale myndigheder hos Holbæk Kommune er blevet underrettet om sagen, idet både offeret, den mistænkte og flere vidner er unge under 18 år.
:NB: