Stubbekøbing: En 14-årig dreng, der lørdag klokken 18.39 kom kørende på knallert ad Teglbrændervej ved Lillebrænde sammen med en kammerat, blev ramt af en modkørende bil.
Den 14-årige slog sin fod og blev derfor kørt til Nykøbing sygehus til kontrol, men da bilisten – en 41-årig mand fra Nykøbing F. – lugtede af spiritus, blev politiet tilkaldt.
Det viste sig, at den 41-årige havde en promille, der var noget højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Hans kørekort blev på grund af promillens størrelse inddraget på stedet.