Mandag aften kl. 18.04 anmeldte moderen til en 14-årig dreng, at han netop var blevet påkørt af en bil.
Uheldet skete, da drengen cyklede ad Bregningevej ved Jyderup, da en modkørende bil ramte ham, så han styrtede og endte i grøften.
Bilisten standsede ikke op efter uheldet, men fortsatte videre mod sydøst i retning mod Bjergsted. Bilen beskrives som en mørk personbil.
Den 14-årige slog sig i faldet, og hans mor kørte ham på skadstuen til tjek, men han havde ikke pådraget sig alvorlige skader. Cyklen blev slået skæv i faldet.
Politiet optog rapport i sagen og forsøger nu at finde frem til bilen, som var indblandet i uheldet.
Politiet beder vidner som så uheldet eller som har bemærket en mørk personbil i Bregninge omkring kl. 18.00, hvor den kørte i sydøstlig retning mod Bjergsted om at kontakte politiet. Oplysninger i sagen kan gives til poltiet på tlf. 114.