Tirsdag morgen og formiddag var Nordsjællands Politi til stede ved ATP-huset på Kongens Vænge i Hillerød, hvor en gruppe på omkring 50 personer var mødt op for at afholde en uanmeldt demonstration.
I forbindelse med demonstrationen trængte 18 personer ind i ATPs forhal, hvor de fortsatte demonstrationen. Ved politiets ankomst blev de omkring 30 demonstranter uden for bygningen anvist et græsareal på offentlig grund, hvorfra de kunne fortsætte demonstrationen.
I ATPs forhal blev demonstranterne bedt om at forlade privat bygning og privat grund. Otte personer forlod bygningen frivilligt.
De resterende 10 personer blev administrativt frihedsberøvet af politiet, som anholdt dem og førte dem til politistationen i Hillerød.
De 10 demonstranter er nu sigtet efter straffelovens §264 om husfredskrænkelse ved at skaffe sig uberettiget adgang til et ikke frit tilgængeligt sted. Hele hændelsen foregik under ro og orden.




