Økonomiske udfordringer i Helsingør

Helsingør: Helsingør Kommunes valg af selvbudgettering i 2007 og 2008 giver nu store økonomiske udfordringer.

Helsingør Kommune har i årerne 2007 og 2008 selvbudgetteret, hvilket resulterer i et samlet negativt resultat på 197,5 mio. i budgetårene 2010 og 2011.

Helsingør Kommune valgte i 2007 og 2008 at selvbudgettere frem for at gøre brug af statens budgetteringsmodel, statsgarantien. Selvbudgettering betyder, at kommunen modtager de kommuneindkomstskatter, bloktilskud samt udligningsbeløb, man har budgetteret med, det pågældende år. Tre år efter budgetåret bliver kommunen efterreguleret på baggrund af de faktiske tal. Det betyder for Helsingør Kommune, at der i budgettet for 2010 skal indregnes et negativt resultat fra budgetåret 2007 på 88,7 mio. Det samme gør sig desværre også gældende for den igangværende budgetlægning for 2011. Her skal der indregnes et negativt beløb på 108,8 mio., som resultat af selvbudgetteringen foretaget i 2008.

Borgmester, Johannes Hecht-Nielsen (V) erkender, at situationen er meget alvorlig:

– Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning – en løsning, der forhåbentlig ikke påvirker det fremsatte budgetforslag for 2011. De 197,5 mio. skal naturligvis finansieres ud af kommunekassen. Kommunen kan derfor blive tvunget til at omlægge låneporteføljen til afdragsfrihed og forlængelse af gældsperioden, siger Johannes Hecht-Nielsen og fortsætter:

– Det er naturligvis ikke en situation, jeg er stolt af. Men jeg har ikke noget valg, hvis vi igen skal have Helsingør Kommune på rette kurs. Det her kommer til at betyde, at det tager længere tid, før kommunen bliver gældfri. Derfor er det afgørende, at Byrådet støtter op om mit budgetforslag, som netop er en langtidsholdbar løsning. Nu må vi politikere tage et fælles ansvar for den situation, vi har bragt kommunen i. Nu er tiden inde til at rydde op, og her findes der ingen lette løsninger, slutter Johannes Hecht-Nielsen (V).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.