Søndag den 8. maj kan man komme helt tæt på projektet med Næstved Nordlig Omfartsvej og højbroen over Susådalen, når Vejdirektoratet holder “åben byggeplads” for alle interesserede.
Normalt er der ingen adgang til Vejdirektoratets byggepladser. Men på søndag åbnes byggepladsen ved højbroen fra klokken 10 til 14.
Der bliver mulighed for at komme en tur op på broen og derfra nyde udsigten over Susådalen, se det store stillads helt tæt på og se hvilke helt ekstraordinære tiltag, det har været nødvendigt at udføre for at beskytte naturen og miljøet mest muligt.
Derudover kan man også få en snak med Vejdirektoratets folk og repræsentanter fra entreprenørfirmaet Arkil, der står for byggeriet af højbroen.
Højbroen over Susådalen er en del af Næstveds nordlige omfartsvej, og den forventes at stå helt færdig sidst på året. Broen bliver knap 200 meter lang og ud over kørersporerne udstyres den med en dobbeltrettet fællessti til fodgængere og cyklister.