Torsdag morgen var en af politiets færdselsbetjente på kontrol ved Lille Næstved Skole på Herlufsholmvej for at holde øje med, om bilisterne kunne finde ud af at overholde morgentimernes ensretning ved skolen. Det var der overraskende mange, der ikke kunne.
Hele syv bilister blev på blot 45 minutter – mellem klokken 7.30 og 8.15 – sigtet for at køre mod færdselsretningen. Ensretningen af Herlufsholmvej gælder kun i morgentimerne. Det er en færdselssikkerhedsforanstaltning, som er blevet sat i værk for at forebygge de farlige situationer, der kan opstå, når mange børn på samme tid bliver afleveret af deres forældre i bil. Derfor undrer det politiet, at se så forholdsvis mange, der ikke respekterer skiltningen.
Bøden for at køre mod færdselsretningen lyder i øvrigt på 2.000 kroner og forseelsen giver et klip i kørekortet.