Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 17-årig dreng, som politiet mener er gerningsmanden til et røveri i slutningen af februar mod en købmandsforretning i Vallensved nær Næstved.
Under røveriet truede gerningsmanden med kniv og fik en større mængde kontanter, spiritus og cigaretter med sig. Han tabte tyvekosterne på parkeringspladsen foran butikken, da han løb fra stedet.
Nu har en omfattende og grundig efterforskning ført frem til den 17-årige gerningsmand, der torsdag blev anholdt og sigtet for røveriet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.