Mandag klokken 20.20 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var væltet på sin ATV, da han ville lave en u-vending på Præstø Landevej ud for Nyskovvej ved Torup.
Det var en 44-årig mand fra lokalområdet, og det viste sig, at den ATV, han kørte på, ikke var indregistreret, ligesom den 44-årige var frakendt kørekortet.
Politiet sigtede derfor manden for kørsel uden førerret og for at køre et uindregistreret køretøj.
Den 44-årige blev kørt til sygehuset i Slagelse til behandling for en flænge i tindingen.