Videoovervågning førte i går til, at en 45-årig mand blev anholdt og sigtet for indbrud.
Natten mellem mandag og tirsdag var en forretning i Sct. Jørgens Parks butikscenter i Næstved udsat for et indbrud. Gerningsmanden havde stjålet kontanter fra kasseapparatet og en tablet, og fra en bil, der holdt bag forretningen, blev der stjålet en gps.
Onsdag genkendte vidner på baggrund af videovervågning en mand, som var i butikscenteret og tilkaldte politiet.
Der var tale om en 45-årig mand, som blev tilbageholdt af en medarbejder fra butikscenteret. Den 45-årige blev anholdt af politiet og sigtet for tyveri og indbrud. Han blev taget med til afhøring på politistationen, inden han blev løsladt igen efter godt en time.