Fredag eftermiddag klokken 17.40 modtog politiet en anmeldelse fra personalet på en tankstation på Hovedvejen i Osted ved Lejre om, at en mandlig bilist sammen med en kammerat var kommet ind på tanken, hvor de havde givet udtryk for, at de var blevet truet på livet af nogle personer i en anden bil på tankstationens område.
De to mænd var herefter kørt fra stedet.
Via overvågningen blev det klarlagt, at nogle personer i en bil havde fremvist noget, der kunne minde om et skydevåben, ligesom bilmærke og registreringsnummer også fremgik af overvågningen. Politiet kunne nu kæde denne anmeldelse sammen med en anmeldelsen man havde modtaget kl. 14.10 om en ung, 17-årig bilist, som kørte rundt i Viby-området i en personbil, selv om han endnu ikke havde erhvervet sig et kørekort. Bilens nummerplader var i øvrigt efterlyst af politiet som afmeldte hos SKAT. Politiet fandt imidlertid ikke hverken bilen eller den 17-årige ved den lejlighed. Men med overvågnignsbillederne kunne politiet nu se, at der var tale om den samme bil.
I forbindelse med en intensiv eftersøgning fandt politiet bilen i Viby, hvorefter tre mænd udramatisk blev anholdt. Der var tale om en 17-årig mand fra Viby Sj., en 27-årig mand fra Nørre-Alslev og en 30-årig mand uden fast bopæl, som alle blev sigtet for trusler på livet i forbindelse med fremvisning af en hardball-pistol over for parret på tankstationen.
Efter afhøring til sagen blev alle tre løsladt, da der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør.