Politiet standsede ved 16-tiden i går en personbil på Ringvejen i Køge.
Bag rattet sad en 27-årig mand fra Tune. En narkometertest af bilisten indikerede, at han var påvirket af både kokain og hash under kørslen. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Da politiet ransagede hans bil blev der fundet både en springkniv og en halv joint, hvilket han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.
Den 27-årige blev taget med til sygehuset for at få udtaget en blodprøve,. Men undervejs tiltalte han flere gange en kvindelig politibetjent i nedladende vendinger, så det medførte en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmende tiltale til politiet.
Den 27-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.