22. november 2024

Mange københavnere uden for arbejdsmarkedet udvikler stress. Derfor har Københavns jobcentre og stressklinikker indgået et samarbejde, så borgerne får hjælp til at tackle stressniveauet. Nye tal viser gode erfaringer for de ledige, så nu skrues der op for henvisningerne.

I København lever over 130.000 borgere med et højt stressniveau. 39 procent af dem står uden for arbejdsmarkedet.

Og for mange af dem bliver det en ond spiral, hvor det bliver umuligt at finde et arbejde, fordi stressen fylder for meget.

Derfor har jobcentrene i København siden januar 2018 haft mulighed for at henvise stressramte ledige og sygemeldte københavnere direkte til byens stressklinikker.

Den seneste evaluering af stressklinikkerne viser, at 87 procent af de borgere, der har været igennem et stressforløb, oplever en reduktion i stressniveauet.

Og tilbuddet er så populært, at antallet af henvisninger fra marts måned i år er blevet skruet op til det dobbelte, hvilket er 10 borgere om ugen.

– Mange københavnere ender med at udvikle stress, fordi de står uden for arbejdsmarkedet og ikke kan vide, hvornår jobbet kommer. Her har vi et ansvar for at hjælpe københavnerne med at tackle deres stress, så de får overskuddet til at komme videre i deres liv. Derfor er jeg rigtig glad for vores samarbejde med byens jobcentre, siger sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).

Jobcentrene kan både henvise borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, og borgere, der er sygemeldte med stress fra deres arbejde.

– Det er rigtig positivt, at så mange ledige københavnere får reduceret deres stress på byens stressklinikker, men vi skal også være opmærksomme på dem, der udvikler stress i forbindelse med deres arbejde. Her viser en række erfaringer, at for at undgå yderligere lange sygemeldinger, er det vigtigt for mange stressramte, at de hurtigt bliver en del af arbejdspladsen igen, så der aktivt kan laves de ændringer, der skal til, for at stress ikke indtræder igen, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Positiv betydning for arbejdslivet
Evalueringerne af stressklinikkerne viser også, at andelen af borgere, der er i beskæftigelse, er større et halvt år efter forløbet, sammenlignet med før forløbets start.

Målingen af forløbets langtidseffekt ét år efter viser desuden, at 62 procent af borgerne vurderer, at forløbet på stressklinikken har haft en positiv betydning for deres arbejdsliv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.