Ni års fængsel tilsammen samt udvist af Danmark for bestandigt, det var straffen til tre personer fra Georgien for op mod 50 indbrud og indbrudsforsøg.
De tre mænd blev i dag ved Københavns Byret hver især idømt tre års fængsel for organiseret indbrudskriminalitet. Mændene er dømt for 30 indbrud og 19 forsøg på indbrud. En af de tiltalte er desuden dømt for forsøg på dokumentfalsk.
Alle tre er samtidig idømt udvisning af Danmark for bestandigt.
– Retten lagde blandt andet vægt på, at der er tale om et meget stort antal indbrud og indbrudsforsøg begået i private hjem. Samtidig er der tale om organiseret kriminalitet, hvor en stor del af udbyttet blev sendt ud af landet. Jeg er tilfreds med dommen, der i al væsentlighed følger anklagemyndighedens påstand i sagen. Det er også min opfattelse, at dommen afspejler, med hvilken alvor retten ser på denne form for organiseret kriminalitet – særligt når der er tale om personer, der kort efter deres ankomst til Danmark begår så omfattende kriminalitet, siger anklager Christina Grue, Københavns Politi.
Mændene begik indbrud i lejligheder i København og på Frederiksberg i perioden juli til september 2015, hvor de blev taget på fersk gerning under en af deres ’indbrudsture’ og anholdt. Deres udbytte bestod især i udenlandsk valuta og smykker, som derefter blev omsat og sendt til Georgien.
Gruppens typiske fremgangsmåde var at bryde flere døre op i samme opgang, hvilket efterlod et kendetegn i form et større antal anlægsmærker ned langs døren – i et mønster, der minder om et krokodilleskind.
Sagen er gennem længere tid blevet efterforsket af Københavns Politi som led i en målrettet indsats mod indbrudskriminalitet.
En af de dømte ønskede ikke at anke og modtog dommen på stedet. De to øvrige udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke.