Et nævningeting dømte i dag en 61-årig mand 6 års fængsel for at have forsøgt at dræbe en 60-årig mand med knivstik.
Den 61-årige var tiltalt for forsøg på manddrab, der fandt sted omkring kl. 20.15 den 8. april i år i det 60-årige offers hjem i Valby.
De to mænd kendte hinanden i forvejen, da de for et par år siden havde boet i samme opgang og den 61-årige var denne dag kommet på et spontant besøg hos den et år yngre mand.
Begge mænd var påvirket af alkohol.
I retten forklarede den 60-årige, at han havde bedt sin uindbudte gæst om at gå, hvorefter den 61-årige havde hentet en kniv i køkkenet og stukket ham adskillige gange i halsen, ansigtet og på overkroppen, så den 60-årige kom i livsfare.
Flere beboere i opgangen hørte støj fra lejligheden og bankede to gange på døren, hvor den tiltalte afviste dem. Tredje gang skubbede en nabo døren op og fik adgang til lejligheden, hvor de fandt den 60-årige liggende i en blodpøl i stuen.
Ved Retten på Frederiksberg mente et enigt nævningeting, at den 61-årige var skyldig i forsøg på manddrab og idømte ham fængsel i 6 år. Han var ikke tidligere straffet.
Den 61-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til anke. Han har været varetægtsfængslet under sagen og blev fortsat varetægtsfængslet efter dom, indtil afsoning kan finde sted.