22. november 2024

Bebyggelsen Gadehavegård i Høje-Taastrup er inde i en meget positiv udvikling. Tidligere har området været plaget af en del indbrud. Men siden årets start, har der ikke været ét eneste indbrud i Gadehavegård.

Københavns Vestegns Politi tilskriver den positive udvikling et utrolig godt samarbejde mellem politi, kommune, boligselskaber, beboerforeninger og ikke mindst de enkelte borgere i området.
– Det er en super positiv udvikling og der er grund til at kippe med flaget og rose det samarbejde vi har til alle sider i Gadehavegård, siger vicepolitiinspektør Bjarne Nisted, der leder Distrikt Vest under Københavns Vestegns Politi.

Èn straffelovsovertrædelse i juli
Samtidig med faldet i indbrud, kan politiet se at antallet af anmeldte strafbare forhold i Gadehavegård i det hele taget falder markant. Der er talt om et fald på 37 procent i første halvår af 2016 i forhold til samme periode sidste år og kriminaliteten ligger nu på et historisk lavt niveau.
– I Gadehavegård ville vi normalt have 5-6 straffelovs overtrædelser på 14 dage. Siden 1. juli har vi haft én anmeldelse – der har handlet om tyveri af nummerplader, fortæller Bjarne Nisted.

Det er ikke muligt at pege på en enkelt grund til det store fald i kriminaliteten i området.
– Men sammen med Høje-Taastrup Kommune, boligselskabet og borgerne i Gadehavegård er der blevet ydet en stor indsats de seneste år med beboermøder, tryghedsvandringer og lignende, for at imødegå kriminalitet og utryghed, siger Bjarne Nisted.

Afliver myter
Politiet har i en periode arbejdet målrettet med at dele oplysninger om hvad der er baggrunden for eventuelle udrykninger i området. Tidligere har politiets tilstedeværelse i området i forbindelse med f.eks. naturlige dødsfald skabt myter om mulig kriminalitet.
– Men fordi, at vi hurtigt oplyser boligselskaber og borgere om hvorfor vi har været i området, har vi kunnet modgå myter. Gadehavegård er blevet et trygt sted at bo, siger vicepolitiinspektør Bjarne Nisted.

Ifølge den seneste tryghedsmåling for Gadehavegård, der kom i december 2015, er trygheden tillige stigende i området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.