Tre villaer og et par carporte står onsdag eftermiddag i flammer i et villakvarter i Helsingør.
Politi og brandvæsen blev klokken 12.43 kaldt ud til en brand i en villa og carport på Valnøddevænget. Kort efter havde ilden bredt sig til en villa og carport på Bøgebakken. Og endnu inden ilden var slukket, var en tredje villa brudt i brand.
Nordsjællands Politi oplyser, at der er blevet fjernet gasflasker i området for at undgå eksplosionsfare forbindelse med slukingsarbejdet og politiet opfordrer til, at man giver brandfolkene arbejdsro.
Brandene er under kontrol og brandfolkene er i skrivende stund i gang med efterslukningsarbejdet.
Ifølge Nordsjællands Politi er det endnu for tidligt at fastslå årsagen til branden.