Helsingør Kommunes borgmester Benedikte Kiær er glad for, at der nu laves en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Skal det fulde potentiale udnyttes, kræver det dog, at der bygges til både biler og tog.
Ønsket om en fast forbindelse, der binder Helsingør og Helsingborg sammen, er kommet et stort skridt nærmere. Det står fast efter, at den danske og svenske regering i dag har offentliggjort, at de sammen vil lave en forundersøgelse af en mulig forbindelse mellem de to lande.
Den beslutning skaber glæde hos Helsingørs borgmester Benedikte Kiær:
– Det er utrolig positivt, at de to landes regeringer nu har fundet sammen om at få lavet en forundersøgelse af en ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Jeg tror begge regeringer har fået øjnene op for det kæmpe potentiale, der ligger i at binde også den øverste del af øresundsregionen helt tæt sammen, siger Benedikte Kiær.
Hun er samtidig tilfreds med, at undersøgelsen også kommer til at indeholde en jernbaneforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg:
– Med en togforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og en sammenkobling af de to landes motorvejsnet vil vi stå med helt nye vækstmuligheder for virksomhederne i den nordlige del af hovedstadsregionen, et markant udvidet arbejdsmarked og tilsvarende for de studerende. For ikke at tale om de muligheder der åbner sig for besøgende og turister i øresundsregionen.
– Men det er vigtigt for mig at understrege, at det kræver både en vej- og togforbindelse, hvis vi skal indløse potentialet. Det ikke nok bare at bygge motorvej mellem landene – de to byer, Helsingør og Helsingborg, skal kobles tæt sammen, så arbejdstagere, studerende, turister osv. enkelt og frit kan bevæge sig mellem landene. Den gevinst må ikke glippe, siger Helsingør Kommunes borgmester.