23. november 2024

Foto: Københavns Lufthavne A/S.

Naviair og og flyveledernes fagforening DATCA har indgået en aftale, der skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum.

Med en aftale på plads kan Naviair nu få stabiliseret driften og fokusere på at få fastholdt og uddannet flere flyveledere.

Aftalen mellem Naviair og DATCA har til formål at afhjælpe den akutte mangel på flyveledere, der er opstået på baggrund af en for stor reduktion i antallet af flyveledere under corona-pandemien samt en for lav rekruttering gennem 2010’erne.

Om aftalen siger konstituereret administrende direktør i Naviair, Mads Kvist Eriksen:

-Jeg glæder mig over, at vi i fællesskab har fundet nogle gode løsninger, som sikrer, at vi kan normalisere vores drift til gavn for flyselskaber, lufthavne og passagerer. Med aftalen er det vores klare forventning, at vi hurtigt vil se en markant reduktion af forsinkelser forårsaget af Naviair.

Formand for DATCA, Esben Blum udtaler:

-Flyvelederne ønsker at komme ud af den uholdbare situation Naviair har bragt sig i, og derfor indgår vi nu en aftale. Der er ikke tale om en langsigtet løsning som vi kunne have tænkt os den, men vi mener at det er vigtigt at der bliver skabt ro til at prøve at finde de langsigtede løsninger for Naviairs fremtid. Vi ser fortsat en risiko for at denne aftale ikke i tilstrækkelig grad sikrer fastholdelse, men det må tiden vise. Flyvelederne giver nu Naviair en hjælpende hånd ved en ekstraordinær fleksibilitet i en periode fremover, så Naviair kan bruge tiden på at komme i balance på lang sigt.

Trafikdirektør i Naviair, Thorsten Elkjær, udtaler:

-Jeg vil gerne takke vores flyveledere for at yde en ekstra indsats, indtil vi får opbygget et mere robust Naviair. Det er nødvendigt for, at vi kan imødekomme det stigende trafikniveau og samtidig levere flyvekontroltjeneste af høj kvalitet. Derfor vil vi som ledelse samtidig fortsætte med løbende at rekruttere og uddanne nye flyveledere, så der fremadrettet sikres tilstrækkeligt med ressourcer til at understøtte trafikken.

Aftalen kommer efter længere tids konflikt mellem DATCA og Naviair, og som følge deraf flere måneders forsinkelser og aflysninger af fly.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.